27. januar 2012
Sådan spørger Aalborg Lufthavn i en ny kampagne, som skal pirre danskernes rejselyst.
Sig følgende højt: Jeg har fortjent en fodboldfest i Barcelona med gutterne!
Sådan lyder det fra Aalborg Lufthavn i en ny kampagne, som opfordrer folk til at påberåbe sig retten til at tage en pause fra hverdagen.
- Kampagnen skal aktivere danskernes fundamentale lyst til at rejse. Uanset om det er en hurtig fodboldtur med gutterne eller en langstrakt dasefere i Thailand, så drømmer alle om at bryde med hverdagen og tage ud i verden – og det er det behov, vi vil vække i folk.
Det er selvsagt også en del af målsætningen, at folk vælger Aalborg Lufthavn, når rejselysten så melder sig. Derfor kredser kampagnens grafiske udtryk om lufthavnens destinationskort, hvilket kan ses i online annoncering, printannoncer, outdoor, events, konkurrencer og en reklamefilm, som i øjeblikket kører på landsdækkende tv.
Nærværende og tryg lufthavn
Filmen fortæller, at Aalborg Lufthavn er en imødekommende og ukompliceret lufthavn - den optimale samarbejdspartner, når den føromtalte rejselyst rører på sig.
- Filmen er en melodisk kærlighedshistorie der gennem inderlige øjebliksbilleder af rejsende samt små glimt af dagligdagen i Aalborg Lufthavn viser forventningens glæde ved rejsen. Visionen har været at skabe en film, der viser Aalborg Lufthavn som en international lufthavn på topniveau. En lufthavn i vækst, der samtidigt formår at være nærværende og tryg, siger Robert-nominerede Peter Gornstein, der har instrueret filmen.
Rejsegavekort skaber trafik
Den nye kampagne løber fra uge 3 til og med uge 6, og i kampagnens første uge er antallet af besøgende på aal.dk steget med 30 procent i forhold til samme periode sidste år – ligesom der er høje klikrater og pæn aktivitet på Facebook. Den heftige trafik i det virtuelle luftrum over lufthavnen begejstrer Aalborg Lufthavn og SHRPA, som har været lufthavnens faste reklamebureau siden 2008.
- Effekten af SHRPA´s arbejde er indiskutabel. Vores kampagner og markedsføringstiltag har klart flyttet markedsandele og øget vores kendskabsgrad markant. Med den nye kampagne tager vi endnu et ambitiøst skridt mod vores fremtidsmål, siger Rikke Mølgaard, der er Salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn.
Aalborg Lufthavn har gennem årene arbejdet hårdt med at profilere sig overfor potentielle kunder, og i de kommende 18 måneder udbygges lufthavnen for 175 mio. kr., så kapaciteten stiger fra de nuværende 1,4 millioner passagerer om året til 2,3 millioner passagerer.
Det er derfor langt fra sidste gang, lufthavnen lancerer en kampagne, der skal aktivere danskernes rejselyst.
Se mere om kampagnens grafiske indhold.