11. januar 2012
Vi skal udvikle website, mobilsite og visuel identitet til Maison Du Danemark - Danmarkshuset i Paris.
Danmarks bastion i Paris, Maison du Danemark, på Champs-Elysées er klar til en modernisering af husets kommunikation. SHRPA står for udvikling af en ny visuel identitet, der implementeres på et nyt website og mobilsite samt en skærmløsning i husets foyer-område.
- Maison du Danemark er et kulturelt og nationalt varetegn, og vi er stolte over at skulle modernisere deres kommunikation i det fysiske rum og på digitale platforme, siger Brian Toft, Kreativ Chef i SHRPA.
Digital og dynamisk skærmløsning
I husets foyer etableres et informationscenter bestående af 2 skærme, som informerer om praktiske foranstaltninger i huset samt aktuelle og fremtidige tiltag, som besøgende kan nyde godt af.
- Vi vil gerne blive endnu bedre til at inspirere og hjælpe vores besøgende til spændende oplevelser i huset. Med deres brede digitale kompetencer er SHRPA den oplagte samarbejdspartner, og vi ser frem til at præsentere de nye tiltag, siger Torben Nielsen fra Maison du Danemark.
Maison du Danemark ønsker sig også et nyt website, som kan øge den generelle forståelse for, hvad huset repræsenterer, og hvilke ydelser det tilbyder. Websitet vil også informere om kulturelle tiltag – typisk med dansk islæt i Frankrig.
Øger serviceniveau
SHRPA udvikler desuden et mobilsite, hvis vigtigste formål er at give brugerne mulighed for at tage informationer om arrangementer og tiltag med sig i lommen.
- Vi skærper husets kommunikation samt profil og øger serviceniveauet overfor brugerne. Målet er, at det skal øge kendskabet til Maison du Danemark og dansk kultur og erhvervsliv i øvrigt, siger Rasmus Brostrøm, Strategisk rådgiver i SHRPA.
En visuel identitet med nyt logo udbredes til offline og online medier og binder derved husets samlede kommunikation sammen i én sammenhængende og stærk profil. Resultatet kan opleves i løbet af foråret 2012.